Christian H. Hansen forlader Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis Christian H. Hansen vender nu efter lang tids sygdom tilbage til Folketinget, men som løsgænger.

190110ChristianH001.jpg

Christian H. Hansen meddelte i eftermiddag sine partifæller på Christiansborg, at han vender tilbage 1. februar, men at han efter lang tids overvejelse har valgt at forlade partiet. Christian H. Hansen, der er valgt i Herning, lider af den sjældne og smertefulde sygdom Hortons hovedpine. Sygdommen har udviklet sig til at være kronisk og har holdt ham ude af politik i mere end et år. Hans plads i Folketinget har været overtaget af Dennis Flydtkjær fra Herning, der altså forlader Folketinget 1. februar, når Christian H. Hansen raskmelder sig.

Partitoppen undrer sig

Kristian Thulesen Dahl fortæller, at partitoppen er overrasket over Christian H. Hansens exit fra partiet.- Vi både undrer os og er skuffede over udmeldelsen. Vi havde ventet Christian H. tilbage i gruppen, når han blev rask, og vi har haft en fin kontakt med ham under sygefraværet. Han deltog således i såvel sommergruppemødet i august i fjor som Årsmødet i september, og her senest har jeg efter nytår haft kontakt med ham for at drøfte hans tilbagevenden til folketingsarbejdet, siger Kristian Thulesen Dahl- Det glæder mig meget, at Christian H. nu er rask nok til at vende tilbage til Folketinget. Men jeg er meget ked af, at han vil arbejde som løsgænger istedet for at genoptage sit virke for Dansk Folkeparti. Men vi tager hans udmeldelse til efteretning, omend med beklagelse, siger Thulesen Dahl. Dansk Folkepartis folketingsgruppe vil efter 1. februar tælle 24 medlemmer