Ekskluderet medlem af skandaleramt forening: Chokeret over bestyrelsen og lederen forlader foreningen

Helene Rosenbrandt blev smidt ud af Foreningen for familier med kræftramte børn, da hun var kritisk overfor ledelsen. Nu tror hun på foreningens fremtid er lys, hvis en ny kurs sættes.

helene_rosenbrandt.jpg
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

De blev smidt ud næsten i samme frekvens som møgsagerne ramte. 

Flere medlemmer har de senere år måtte se sig selv ekskluderet af Foreningen for familier med kræftramte børn. 

En af dem er Helene Rosenbrandt fra Viborg, der højlydt undrede sig over foreningens måde at forvalte de indsamlede penge. Penge der havde til formål at hjælpe kræftramte familier, men i høj grad også blev brugt til andre formål i foreningen. Eksempelvis indkøbet af en stor villa i Ans til et tocifret millionbeløb. At såvel bestyrelsen som sekretariatsleder Kurt Hansen nu trækker sig kommer bag på Helene Rosenbrandt. 

- Jeg var noget chokeret, da jeg fik nyheden i går. Men det er en helt unik chance for at få den her forening på ret køl igen. Når en samlet bestyrelse og sekretariatslederen trækker sig på samme tid giver det en mulighed for at få ryddet op. Og ikke mindst fortsætte de mange gode initiativer foreningen har lavet, fortæller Helene Rosenfeldt til TV MIDTVEST. 

Det er på en ekstraordinær generalforsamling sidst i februar en ny bestyrelse skal vælges. Her vil Helene Rosenfeldt ikke have mulighed for at stille op, da hun er blevet ekskluderet af foreningen. 

Tror på fremtiden

Siden nyheden ramte Helene Rosenfeldt i aftes har hun fået mange beskeder fra folk, der mener det eneste rigtige vil være at lukke foreningen og starte forfra. Den holdning er hun ikke selv enig i. 

- En ny bestyrelse med engagement og kritisk sans er en nødvendighed. Den skal ønske en ny retning for foreningen. Skulle muligheden opstå for mig, at jeg igen kunne blive en del af foreningen vil jeg efter dagens nyheder overveje det positivt, forklarer Helene Rosenfeldt. 

Det er den 25.februar der er ekstraordinær generalforsamling i Foreningen for familier med kræftramte børn. 

 
 
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST