Chokeret 3F formand: - Vi var overhovedet ikke forberedt

Bombe for fagforening at Siemens lukker fabrikken i Engesvang.

3F Midtjylland vil nu gå i gang med at forhandle på vegne af de mange hundrede medarbejdere fagforeningen organiserer hos Siemens i Engesvang. Foto: TV MIDTVEST

Det var en chokeret formand hos 3F Midtjylland, Henning Vestbjerg Pedersen, der i dag modtog beskeden om at Siemens lukker sin fabrik i Engesvang og fyrer 430 medarbejdere. 

- Vi var overhovedet ikke forberedt. Så sent som i mandags blev to af vores medlemmer ansat på virksomheden. Derfor kom det som en bombe for os, at Siemens nu vælger at stoppe produktionen af vindmøller i Engesvang, siger Henning Vestbjerg Pedersen.

3F formanden er både ærgerlig og ked af det på vegne af de mange medarbejdere, som nu mister deres job. Hovedparten af de 430 fyrede er 3F medlemmer, og fagforeningen er straks gået i gang med at begrænse skaden for de berørte medarbejdere.

- Der er tale om en massefyring så vi er allerede i gang med at forhandle fratrædelses- og omplaceringsaftaler med Siemens. Vores håb er, at så mange som muligt kan ansættes andre steder i virksomheden, fortæller Henning Vestbjerg Pedersen.

Vores håb er så mange som muligt kan ansættes andre steder i virksomheden 

Henning Vestbjerg Pedersen, Formand 3F, Midtjylland

For 3F formanden er det ikke kun en dårlig nyhed for de fyrede medarbejdere. Også for dansk vindmølle-industri er det et tab, at fabrikken i Engesvang lukker.

- Der går en masse know how og ekspertise tabt på denne her måde. Jeg fatter simpelthen ikke, at der ikke fremover er basis for at producere landbaserede møller på fabrikker herhjemme, lyder det fra formanden hos 3F i Midtjylland,

For Henning Vestbjerg Pedersen er dagen i dag endnu mere trist, fordi han nu for anden gang er med til, at skulle samle fyrede medarbejdere op efter lukningen af virksomheden i Engesvang.

- Da LM Glasfiber i 2003 lukkede fabrikken, stod vi med omkring 500 ansatte uden job. Derfor er det et paradoks, at vi nu igen er vidne til en virksomhedslukning på samme fabrik, med nogenlunde det samme antal medarbejdere, siger Henning Vestbjerg Pedersen.

Siemens købte fabrikken i Engesvang i 2006 og startede samme år produktionen af vindmøller med omkring 150 medarbejdere.

 Det blev altså til godt ti år med vindmølleproduktion i Siemens regi` og hos 3F Midtjylland tror formanden ikke på der kommer aktivitet i virksomheden igen.

- Jeg tror ikke, der er en ny spiller klar til at overtage bygningerne. Der er tale om en meget stor fabrik og vi ved at f.eks Vestas har gennemført store fyringsrunder de senere år, slutter Henning Vestbjerg Pedersen.