Chok: Valgren ude af Touren

Chok: Valgren ude af Touren

Thy-rytteren Michael Valgren er ude af Tour de France. (Arkivfoto)

Bare to dage før rytterne rammer Paris i Tour de France må Tour-debutanten, Michael Valgren, udgå. 

Cykelrytteren fra Østerild i Thy har været syg de sidste par dage, og i dag på 19. etape måtte han stå af cyklen.

Den 23-årige rytter har haft vejrtrækningsproblemer og blev allerede sat tidligt på dagens etape, der blev regnet for at være en af Tourens hårdeste.

Inden bjergetapen sagde han til TV 2 SPORT, at han ikke var sikker på at han kunne gennemføre Touren.

- Lige nu er jeg meget bekymret, for det er en rigtig hård dag med 60 kilometer opad. Har jeg ikke energi i kroppen, så kan jeg ikke sidde med i grupettoen, men det skal jeg kunne. Nu er jeg kommet så langt, nu vil jeg sgu også igennem, sagde Valgren til TV 2 SPORT.

Før i dag lå Tinkoff-Saxo-rytteren nummer 110 i det samlede klassement.