Chok i Herning: Bil eksploderede under nytårsfest

Gæster til nytårsfest fik et chok, da der lød et brag uden for. En bil eksploderede for øjnene af dem.

Det er svært at se i dag, men det er en Nissan Qashqai.
Det er svært at se i dag, men det er en Nissan Qashqai.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

På Korsørvej i Herning blev der festet nytårsaften som så mange andre steder. Men pludselig var der noget helt andet, der tog al opmærksomhed kl. 22:45.

- Vi åbner bare vinduet, så kommer der en trykbølge. Så så vi, der var masser af sort røg, og så løb vi ned.

- Så var der ild i en bil, fortæller bagerlærling fra Brande, Christoffer Meyer Jensen.

Dagen efter virker han stadig påvirket af oplevelsen fra årets sidste dag. 

Christoffer Meyer Jensen var vidne til branden.
Christoffer Meyer Jensen var vidne til branden.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Der var ild ud over det hele, og den blev ved med at dytte. Der var totalt meget sort røg og glasruden fløj væk lige pludselig, siger han

Den lilla Nissan Qashqai udbrændte totalt efter den voldsomme eksplosion.

- Det kan ikke være et kanonslag. Det må have været en krysantemumbombe inde under bilen, vurderer han.

En af gæsterne så en dreng løbe væk fra stedet iført sort hættetrøje.

Politiet efterlyser vidner, der har yderligere oplysninger i sagen.

Alt på bilen havde taget skade.
Alt på bilen havde taget skade.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST