Cheminovas indsats for at bekæmpe forurening virker

En ny rapport konkluderer, at der stadig siver forurenet vand ud i Nissum Bredning - men det er i små mængder.

Cheminova har siden 1980´erne pumpet grundvand op til rensning. Foto: Henning Bagger/Scanpix

En målrettet indsats for at forhindre, at forureningen fra Cheminovas gamle og nuværende fabriksgrunde på Harboøre Tange siver ud i Nissum Bredning er en succes.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som bygger på en undersøgelse foretaget af Region Midtjylland med støtte fra Miljøstyrelsen.

Cheminova har siden 1980´erne pumpet grundvand op til rensning, inden det siver ud i fjorden, og rapporten konkluderer, at det virker efter hensigten, selv om noget af forureningen ender i bredningen.

- Undersøgelserne viser godt nok, at der siver forurenet grundvand ud i fjorden. Men mængderne er små, og der er ikke målt nogen forurening i fjorden ud for Cheminova, der overskrider kriterierne for vandkvaliteten, forklarer kontorchef i Region Midtjylland, Morten Bondgaard, i en pressemeddelelse.

Læs også Politikere på studietur: Høfde 42 skal renses

 

Jørgen Nørby (V), der er formand for regionens udvalg for regional udvikling, understreger dog samtidig, at det er vigtigt, at kampen for at undgå forurening ikke stopper her.

- Sammen med Miljøstyrelsen må vi blive ved med at holde øje med situationen ved fabriksgrundene. Politisk har det overordentlig stor bevågenhed, at der bliver gjort noget, der virker, siger han.

Forureningen stammer ifølge Region Midtjylland fra Cheminovas produktion af "sprøjtemidler og andre giftstoffer" fra 1960´erne og frem til i dag.