Cheminova-salg endeligt på plads

Salget af Cheminova A/S har afventet konkurrencemyndighedernes accept. Men nu er alt på plads, og salget forventes gennemført inden for to uger.

140718_cheminova.jpg

Hos Auriga Industries A/S er de glade. Salget af datterselskabet Cheminova A/S, der har hovedkontor i Harboøre, kan nu endelig gennemføres. Prisen beløber sig til 8,5 mia. kroner.

- Brasiliens konkurrencemyndigheder (Council for Economic Defence (CADE)) har i dag offentliggjort deres godkendelse af Aurigas salg af Cheminova.

Sådan skrev Auriga torsdag i en pressemeddelelse, hvor det tilføjes, at virksomheden allerede har opnået samtlige af de resterende konkurrencegodkendelser.

Køberen er den amerikanske virksomhed FCM Corporation, der er en af verdens største kemiske virksomheder i verden.

Planerne om salget blev første gang offentliggjort i september, og i oktober blev det godkendt på en ekstraordinær generalforsamling blandt Aurigas auktionærer. Derfor er der ikke længere noget til hinder for salget. Ventetiden er dog ikke endeligt ovre endnu.

- Nu begynder den 15 dages venteperiode, som løber fra offentliggørelsen af godkendelsen, førend godkendelsen er endelig og parterne kan gennemføre transaktionen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen er det Aurigas intention at udlodde det overskydende afkast til aktionærerne hurtigst muligt efter gennemførelsen af salget.

 

TV MIDTVEST har flere gange fulgt sagen om Cheminova-salget. Se indslagene her på siden.

2:29
Cheminova skal sælges til amerikansk virksomed. Dét vækker både glæde og bekymring i lokalområdet.

1:07
Den fond der ejer Cheminova og medarbejderne strides om, hvem der skal have penge ved et salg af virksomheden.