Cheminova-ansatte vil have salg undersøgt

Cheminova-ansatte vil have salg undersøgt

Medarbejderne på Cheminova får nu en advokat til at kigge nærmere på detaljerne i salget af virksomheden.

Kun timer før salget af Cheminova skal godkendes af aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling tirsdag, vil medarbejderne nu have kigget detaljerne efter i sømmene. 

De ansatte stiller spørgsmål ved, om et salg var grundlægger Gunnar Andreasens intention, da Aarhus Universitets Forskningsfond fik overdraget aktiekapitalen i selskabet i 1944.

Derfor får medarbejderne nu et advokatfirma til at se på, om salget af Cheminova sker lovligt og ikke strider mod aftaler, der blev indgået i forbindelse med overtagelsen.

Salg skal komme de ansatte til gode

Fællesklubben og Funktionærforeningen vil samtidig sikre sig, at der bliver oprettet en fond til fordel for erhvervslivet i Lemvig Kommune, hvis Cheminova bliver solgt.

Desuden ønsker de en donation til medarbejderne på fabrikken.

Virksomheden blev i starten af september solgt til den amerikanske kemigigant FMC Corporation for 8,5 milliarder kroner.