Cheftræner stopper i Mors-Thy Håndbold

Cheftræner Jan Paulsen har valgt ikke at forlænge med Mors Thy Håndbold.

paulsen
Foto: TV MIDTVEST

Cheftræner Jan Paulsen har valgt ikke at forlænge med Mors Thy Håndbold efter denne sæson. Den seneste to-årige kontrakt har udløb til juni 2017 – og det er denne Jan Paulsen ikke ønsker at forlænge. Det skriver Limfjord Update.

– Efter denne sæson har jeg nu stået i spidsen for Mors-Thy Håndbolds ligamandskab i seks rigtig gode og spændende år, men selvom jeg har været virkelig glad for at være her, synes jeg nu at tiden er kommet til, jeg skal prøve nogle andre ting af. Vi har heldigvis fået en helt forrygende start på denne sæson, men inden vi kommer længere hen, vil jeg gerne have min beslutning offentliggjort, så klubben har de bedste muligheder for at finde min afløser, siger Jan Paulsen.

Hårdt job at være træner i MTH

Mors Thy Håndbold er ikke i tvivl om, at Jan har været på hårdt arbejde sæson efter sæson – hvor man stort set alle år er startet, om ikke helt fra bunden, så med helt ny grundstamme. I indeværende sæson, er man tilmed startet med et helt nyt hold, hvor ikke mindre end ni nye spillere har skullet spilles ind. Det er enhver træners drøm at kunne arbejde med kontinuitet fra sæson til sæson, men vi har skulle præstere en turboopstart år efter år – set i lyset af dette, er det jo gået rigtig godt.

– Vi har modtaget Jans beslutning med respekt, og er selvfølgelig først og fremmest kede af at skulle skilles, men omvendt er vi glade for, at det kan ske på denne meget ordentlige måde. At Jan vælger at melde ud så tidligt, er jo et klart tegn på han har respekt for det tunge og svære arbejde, der nu ligger foran os med at finde en afløser til en kapacitet som ham, siger Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold.

At Mors Thy er i ligaen kan, ifølge Henrik Hedegaard, i høj grad tilskrives Jan Paulsen.