Cheftræner i Silkeborg tilfreds med uafgjort mod AGF

Silkeborg fik fredag aften 0-0 ude mod AGF, og det sætter manager Peter Sørensen pris på.

Peter Sørensen
Foto: Arkiv

I en kamp med meget få målchancer måtte de godt 5000 tilskuere på Ceres Park i Aarhus tage til takke med 0-0 i superligakampen mellem AGF og Silkeborg.
    
Silkeborgs manager, Peter Sørensen, var efterfølgende godt tilfreds.
    
- Det var en fair udgang. Vi klarede at holde stand mod AGF, der var meget pågående og afslutningssøgende. Jeg syntes, at vores forsvar gjorde det rigtigt godt. Vi tillod ikke mange chancer, siger Peter Sørensen, som tidligere har været ansat som cheftræner i AGF.
    
- På den anden side måtte vi også konstatere, at AGF's defensiv kunne kontrollere vores forreste. Vi havde heller ikke ret mange chancer. Davit Skhirtladze var med til at forstærke vores midtbane ved at være mere midtbanespiller end angriber, og det kostede os nok lidt offensivt, siger han. 

Ros til midterforsvaret

- Til gengæld var det måske derfor, at AGF ikke fik sat et større tryk på os. Og 0-0 på udebane var ganske ok, siger Peter Sørensen.
    
Peter Sørensen havde især roser til overs for sit midterforsvar, der stod stærkt på banen og gav meget få chancer væk i løbet af de 90 minutter.
    
- De klarede det udmærket. Jeg syntes dog, at der var perioder i første halvleg, hvor vi skulle have været bedre til at forudse, hvad det var, de ville.
    
- Det gjorde vi så bedre efter pausen. Jeg syntes også, at Dennis Flinta spillede sin bedste kamp i sæsonen.
    
Med pointdelingen er Silkeborg nummer 11 i Alka Superligaen med otte point op til de pladser, som giver adgang til medaljeslutspillet.