Chaufføren var påvirket: Bil landede på taget i en hæk

Bil med fire unge mennesker kørte galt ved Kjellerup. Føreren har ikke noget kørekort.

En 22-årig mand har indrømmet, at det var ham der sad bag rattet i denne bil, da det gik galt. Foto: Kræn Christensen

Det gik helt galt for en ung mand, da han lørdag aften kørte i en personbil på Vattrupvej i udkanten af Kjellerup.

Af ukendte årsager mistede han herredømmet over bilen, som skred ud og endte på taget i en hæk, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

- Der var i alt fire unge mennesker i bilen. Heldigvis kom ingen af dem til skade, siger vagtchefen.

Læs også Pludselig lå der en bil i hækken: Det kunne være gået helt galt

Politiet fik en anmeldelse om uheldet klokken 22.02. Der var ingen personer i bilen, da patruljen nåede frem, men betjentene bemærkede fire unge mennesker, der stod ved en tankstation, og besluttede at tage en snak med dem. 

- Den ene af dem, en 22-årig mand fra Them, erkendte, at det var ham, der havde kørt bilen. Han forklarede også, at han var påvirket af euforiserende stoffer og i øvrigt ikke havde noget kørekort, forklarer vagtchefen.

Den 22-årige mand fik taget en blodprøve, der skal bekræfte hans melding om, at han havde forbudte stoffer i blodet. Han er nu udstyret med en række sigtelser og kan se senere se frem til et retsligt efterspil. Bilen tilhører i øvrigt hans mor.

De andre unge mennesker i bilen var i alderen 16 til 22 år og kommer fra Karup, Aarhus og Frederikshavn.