Thise-direktør om dødsulykke: Chaufføren har det godt efter omstændighederne

Lastbilchaufføren der mandag var involveret i en trafikulykke, der kostede en 62-årig mand livet, har modtaget krise- og psykologhjælp.

Det var den her lastbil, der mandag formiddag kolliderede med en 62-årig mand.
Det var den her lastbil, der mandag formiddag kolliderede med en 62-årig mand.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

En 62-årig far med sin fireårige søn på passagersædet kørte mandag formiddag frontalt ind i en lastbil fra Thise Mejeri. Sammenstødet kostede den 62-årige mand livet. Sønnen slap fra ulykken uden alvorlige kvæstelser.

Politiet har efterforsket ulykken og kan tirsdag konkludere, at manden formentlig med vilje har kørt sin egen bil ind i lastbilen. 

Føreren af lastbilen, der ikke kom til skade ved ulykken, var en 45-årig mand fra Roslev. Manden selv har ikke ønsket at kommentere sagen.

Mandens arbejdsgiver som er direktør for Thise Mejeri, Poul Pedersen, fortæller dog, at manden har det godt efter omstændighederne. 

- Med det samme jeg fik det at vide, kørte vores afdelingsleder og en anden chauffør derned. Vi kom hurtigt, for man skal ikke så alene sådan et sted, fortæller Poul Pedersen. 

Efter ulykken er lastbilchaufføren blevet tilbudt krise- og psykologhjælp, som han har valgt at takke ja til. 

Voldsomme ulykker er ikke ualmindelige

- Det kan være svært at skelne mellem et uheld og et selvmord i trafikken, fortæller Marianne Foldberg Steffensen. Hun er afdelingsleder for trafiksikkerhed hos Vejdirektoratet.

I 2017 registrerede Vejdirektoratet seks selvmord i trafikken. Et trafikdrab kategoriseres kun som selvmord, hvis politiet er helt sikre på, at der rent faktisk er det, der er sket. Vejdirektoratet har ikke en opgørelse over, hvor mange der årligt forsøger at begå selvmord i trafikken. 

- Men nogle gange er der nogle tydelige tegn, som peger på selvmord. Det kan eksempelvis være hvis der ikke er bremsespor, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Politiet har ikke offentliggjort, om dødsfaldet ved ulykken mandag skal kategoriseres som et selvmord.

En sørgelig oplevelse

- Chaufføren har gjort alt hvad der var i hans magt for at undgå ulykken, men det var ham desværre ikke muligt, siger Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi var operationsleder ved gårsdagens trafikulykke. 

For Poul Pedersen og hans medarbejdere har det været en sørgelig oplevelse.

- Jeg er da sikker på, at det er ikke noget, han nogensinde glemmer, den stakkels mand. Det er det da ikke, siger Poul Pedersen.

Den 45-årige chauffør må selv bestemme, hvornår er klar til at starte på arbejde igen, men han har oplyst Thise direktøren, at han regner med at vende tilbage til lastbilen på torsdag.