Chauffør i ulykkesbus ville opdrage børn med opbremsning

Flere drenge er kommet alvorligt til skade i ulykke i Stenild torsdag eftermiddag, hvor chauffør bremsede hårdt op.

Ulykke stenild 2
Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

Torsdagens voldsomme bustrafikulykke i Stenild – øst for Aalestrup - skyldes angiveligt, at en buschauffør ikke magtede at styre sine passagerer. Torsdag eftermiddag skulle han fragte 38 flygtningedrenge hjem fra skole. Men de ville ikke sidde stille, fortæller politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Nordjyllands Politi.
- Chaufføren har allerede været holdt ind til siden et par gange for at få dem til at sætte sig ned. Men de bliver ved med at løbe rundt. Så giver han lige et tryk på bremsepedalen for at understrege, at de skal sidde ned - ikke stå op. Men det, han ikke er opmærksom på, er, at der kører en lastbil lige bagved, siger politikommissæren.

10 drenge stadig indlagt
Afstanden mellem de to køretøjer var tilsyneladende så kort, at lastbilchaufføren ikke nåede at bremse. I stedet bragede han ind i bussen - med ganske alvorlige konsekvenser til følge. Fredag formiddag var ti af de 38 drenge fortsat indlagt på forskellige jyske sygehuse. Flere har brækket ben og arme, mens andre har slået hovedet. Ingen af de to chauffører er kommet noget til.
- Men de er selvfølgelig noget chokeret efter ulykken, siger Jørn Kresten Nielsen.

I løbet af fredagen vil politiet gennemføre grundige afhøringer af de to mænd. Endnu er ingen af dem blevet sigtet for nogen lovovertrædelse. Politikommissær Jørn Kresten Nielsen ønsker ikke at udtale sig om de involveredes skyld, men konstaterer om ulykken:
- Dels skal man jo ikke bremse uden grund, og dels skal man holde en afstand, så man kan standse foran enhver forudsigelig hindring. Men jeg ved ikke, om det er en forudsigelig hindring, hvis en forankørende pludselig bremser op, uden at der er nogen færdselsmæssig grund til det. 

Ulykken skete kort før klokken 14.20 på Løgstørvej ved Stenild. Til daglig bor de 38 drenge på Børnecenter Skørping i Himmerland. Der er tale om uledsagede flygtningebørn i alderen 13-17 år.

/ritzau/