Charlotte Vestergaard kan ikke være i sit hus pga. støj

Hver aften må Charlotte Vestergaard flygte ud af sit hjem ved Struer for at kunne sove.

Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Flere familier i et villakvarter mellem i Bremdal ved Struer er plaget af lavfrekvent støj. Charlotte Vestergaard, der bor på Fasanvej, er meget påvirket af støjgenerne.

- Jeg er plaget af en evindelig brummen, der er hele tiden, flere timer om dagen. Men det værste er, at det hele ryster. Lyden går ind i min krop, og det er som om, at alt, hvad jeg rører ved, ryster. Det betyder, jeg ikke kan ligge i min seng eller kan læne mig op ad sofaen, når det er værst, siger Charlotte Vestergaard. 

Hver aften, hvor det er allerværst, må hun forlade huset for at kunne sove. Ellers sidder hun op i sofaen og sover. For hvis hun er der hjemme, føler hun, at hele huset ryster.

- Støjen er der hele tiden, men klokken 23 begynder det at gå lidt amok, og klokken 02 om natten går det helt amok, og der kan jeg slet ikke være her. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det. Jeg har været på sygehuset med hjerteproblemer et par gange, og så bliver man lidt bange, siger Carlotte Vestergaard, der har været plaget af støjen i to år nu.

Flere andre er plaget

Hendes mand mærker slet ikke noget til støjen, men ifølge parret er flere andre i området også påvirket. Parret har tidligere lavet et opslag på Bremdals Facebook-side for at høre, om andre oplevede det samme. 

- Seks eller otte skrev, at de var rigtig glade for, at jeg turde skrive om det, for de var bange for, at de var tossede, fordi det kun var den ene, der kunne høre det, siger Charlotte Vestergaard.

Parret har prøvet alt for at få støjen til at forsvinde og for i det hele taget at finde kilden til den vedvarende rumlen. De har fundet frem til, at den formentlig stammer fra enten en transformatorstation på Bremdal Torv eller fra varmeværket på Fjordvejen.

Efter parret har henvendt sig til Dagbladet Holstebro-Struer vil Struer Kommune nu foretage en måling i området for at finde ud af, hvor støjen kommer fra samt hvor voldsom den er.

02:09 Luk video