Cavendish forlænger kontrakten med Valgrens nye hold

Mark Cavendish kører også i næste sæson for Dimension Data, hvor han får to danske holdkammerater.

Mark Cavendish under dette års Tour de France.
Mark Cavendish under dette års Tour de France.
Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Når cykelrytterne Michael Valgren og Lars Bak efter nytår indleder karrieren på deres nye hold, Dimension Data, bliver det med Mark Cavendish som holdkammerat.

Den britiske supersprinter har underskrevet en ny aftale med det sydafrikanske hold, hvor han nu har kontrakt til udgangen af 2019.

1:52
Se også: Cykelrytteren Michael Valgren fra Thy vandt i går sin hidtil største sejr, da han strøg til tops i Amstel Gold Race. 

- Mark har haft stor indflydelse på dette hold, siden han kom hertil i 2016. Hvem vil glemme hans etapesejre og hans gule og grønne trøjer i Tour de France?

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om, at han fortsætter hos os og påtager sig yderligere ledelsesansvar, siger team manager Douglas Ryder i en pressemeddelelse.

Som del af den nye aftale bliver Cavendish medlem af en nyoprettet bestyrelse, hvor han skal være med til at tegne holdets fremtid.

- Mark har en kæmpestor erfaring, som vi glæder os til at trække på, mens vi arbejder os fremad i sporten, siger Douglas Ryder.

Cavendish' kontraktforlængelse var ventet, ikke mindst efter at Dimension Data for nylig også forlængede aftalerne med hans trofaste hjælpere Mark Renshaw og Bernhard Eisel.

Han kan prale af et imponerende cv med 146 sejre, heraf 30 etapesejre i Tour de France og en guldmedalje fra VM i Danmark i 2011.

Den netop overståede sæson blev dog en skuffende omgang for den nu 33-årige brite, der ikke har vundet et løb siden februar.

Undersøgelser viste i sensommeren, at Cavendish har været ramt af kyssesyge og formentlig har kørt med virusset i kroppen i flere måneder uden at vide det.

 

/ritzau/