Carmen Amariei alvorligt skadet

Viborg-profil ude med knæskade.

110210_Carmen_Armariei001.jpg

Viborg HKs Carmen Amariei er sat ud af spillet i mindst to måneder.

Den rumænske bagspiller blev skadet i weekendens pokalsemifinale mod Sønderjyske, og klubbens sundhedsstab har nu konstateret, at der er tale om en meniskskade, der kræver operation.

Viborg har i forvejen Johanna Ahlm og Camilla Mikkelsen langtidsskadede - samtidig døjer Rikke Skov, Mouna Chebbah og Gorica Acimovic med mindre skader, der betyder, at de spiller for nedsat kraft.

Viborg har fået en skidt start på Champions League, og træner Jakob Vestergaard er træt af at skulle undvære den stærke rumæner.

- Vi håber at have hende klar til pokalfinalen mellem jul og nytår, men der kan godt gå længere tid end det. Realistisk er vi nok nærmere i midten eller slutningen af januar, inden vi ser hende på banen igen, siger Jakob Vestergaard i en pressemeddelse fra klubben.