Café Hack-vært laver nyt samtaleprogram

Radioprogram på Cafe Hack i Aarhus genopstår i nyt format hos YouSee med radiovært Søren Dahl.

00:40

Café Hack har handlet i strid med Danmarks Radios etiske regler

Radioværten Søren Dahl har fået nyt job hos YouSee, hvor han skal lave et nyt samtaleprogram. Det har endnu ikke har fået et navn, men det kommer til at foregå på Cafe Hack ved Aarhus Teater.
    
Det oplyser YouSee i en pressemeddelelse.
    
- Vi sætter sammen med YouSee et helt nyt program i søen, men glæden ved at fortælle historier og møde nye mennesker er den samme som altid, siger Søren Dahl i meddelelsen.
    
- Jeg har i 35 år rejst rundt i landet for at møde og tale med danskerne, og jeg elsker det, lyder det fra Søren Dahl.

Læs også DR lukker Café Hack efter afsløring

Værten fra Thisted var i 14 år vært på DR's radioprogram Cafe Hack, der i starten af marts blev lukket, efter at have brudt DR's retningslinjer for sponsorater.
    
Café Hack var med omkring en million lyttere om ugen et af de mest aflyttede programmer på DR.
    
Det nye format kommer til at indeholde musik og samtaler med kendte mennesker - præcis som det hedengangne Cafe Hack. Det kan høres på Facebook.
    
 YouSee-kunder kan også lytte til det på deres infokanal eller via YouSee Musik-appen.
    
/ritzau/