Bytte bytte nummerplade

Bytte bytte nummerplade

Politiet efterforsker mystisk sag om nummerplader, der skifter mellem Skjern og Ringsted.

Der er muligvis en fornuftig forklaring... men det er altså en mystisk sag, der er havnet på bordet hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Det hele begyndte, da politiet mandag fik et opkald fra en kvinde på Tømmergården i Skjern. Nummerpladerne på kvindens bil var stjålet, og bilen var så udstyret med et sæt fremmede nummerplader.

De viste sig at være stjålet fra en bil i Ringsted, og da politiet ringede til ejeren, opdagede han, at der på hans bil sad et par nummerplader, der var stjålet fra Skjern. Det var ikke dem fra Tømmergården, men fra en helt tredje bil.

- Det virker lidt mystisk, så det skal vi have kigget nærmere på, siger vicepolitkommissær Jan Strube.

Fortsættelse følger - måske...