Byrialsen: Forkert, de tog mine heste

Hesteavler John Byrialsen fik i august fjernet 64 heste fra sit stutteri i den polske by Posodowa. Nu har polsk politi sigtet ham for vanrøgt. Selv mener han, at de polske myndigheder har handlet mod loven.

Byrialsen2_0.jpg

I august erkendte hesteavler John Byrialsen fra Skals ved Viborg, at det var hans ansvar, at 64 heste blev fjernet fra hans stutteri i den polske by Posadowo, fordi de var blevet vanrøgtet. I dag skriver BT, at det polske politi har sigtet John Byrialsen for overtrædelse af den polske dyreværnslov. TV MIDTVEST har i dag talt med hesteavleren, der nu får hjælp fra en uventet kant.

- Jeg er stadig ked af at hele sagen er opstået. Men nu der kører der en retssag. Jeg modtog i sidste uge et brev fra borgmesteren i Posadowo, som skriver, at det var forkert, at de tog mine heste. Det er ham, der bestemmer sådan noget i Polen, som også dømte aktionen ulovlig efterfølgende, fortæller John Byrialsen til TV MIDTVEST.

Risikerer to års fængsel

Hesteavleren fra Skals har stadigvæk sit stutteri i Posadowo. Han er fortsat meget berørt over den situation, han er havnet i. Han lært af hele forløbet, og ifølge John Byrialsen gør dyreværnsforeningen alt, hvad den kan, for at forværre billedet, så de kan skrabe penge ind. Nu er det op til den polske anklagemyndighed at vurdere, om sagen skal for retten. En eventuel dom i Polen kan give John Byrialsen op til to års fængsel.

- Jeg tager det stille og roligt. Vi venter på, at retten tager stilling. Det er muligt, at dyreværnsforeningen regner med, at man kommer to år i fængsel, men det kommer ikke til at ske for mig, siger John Byrialsen til TV MIDTVEST.

Ifølge John Byrialsen har kredsdyrlæger erkendt, at der ikke var grund til, at myndighederne tog hans heste.