Byråd i Skive vil ikke undersøge million-tab

Byråd i Skive vil ikke undersøge million-tab

Et flertal i byrådet i Skive vil ikke have lavet en uvildig undersøgelse, der undersøger kommunens udviklingsprojekter - selvom 10 millioner ser ud til at være tabt.

Det kommer til at koste Skive kommune dyrt, at den har satset massivt på borgerdrevne udviklingsprojekter. 10 millioner ser foreløbigt ud til at være tabt.

Siden kommune-sammenlægningen i 2007 er 90 lokale udviklingsprojekter sat i søen, men i november valgte kommunen at stoppe 45 af dem på grund af dårlig økonomi.

Og selvom udviklingsrodet har været en dyr fornøjelse, besluttede byrådspolitikerne i dag, at de ikke vil have hele forløbet undersøgt nærmere.

- Vi synes, at sagen er fuldt oplyst. Vi har i over et år haft vores forvaltning til at endegrave de her 90 udviklingsprojekter, som der er tale om, siger borgmester i Skive Kommune, Peder Chr. Kirkegaard (V).

En uvildig undersøgelse vil koste omkring tre millioner kroner. Penge som et stort flertal i byrådet hellere vil bruge fremadrettet, i stedet for at analysere fortidens fejl.

- Vi kommer aldrig til bunds i det her. Det kan vi lige så godt glemme. Der er medarbejdere, der ikke er her mere, der er bare ingen grundlag for, at vi kan komme helt til bunds i dem. Vi har heller ikke fundet noget konkret ulovligt, siger viceborgmester, Preben Andersen, fra Dansk Folkeparti.

Men SF kæmpede imod flertallet i byrådet, og ville have rodet undersøgt uvildigt.

- Vi frygter, at der dukker noget mere op, som vi ikke kender endnu. Og havde vi lavet den undersøgelse, så havde vi i hvert fald gjort os al den umage vi kunne, siger byrådsmedlem Anders Bøge, SF.

Det er Skive Kommunes afdeling, "Udvikling og Strategisk planlægning", der har udbetalt pengene. Lederen herfra er blevet afskediget. Men Anders Bøge frygter at det kommer til at koste Skive Kommune, at man ikke undersøger fejlene til bunds.

- Der kommer rigtigt mange ansøgninger til forskellige projektmidler og fonde. Og hvis folk tænker, at Skive er dem, der laver fejl, men de undersøgte det ikke færdigt, så er jeg nervøs for, at vi i fremtiden vil få afslag, siger Anders Bøge fra SF.

Hør borgmester Peder Chr. Kirkegaard fortælle om byråddets beslutning

02:09 Luk video