Byrådspolitikerne skal selv beslutte deres løn

Folketinget har besluttet, at borgmestre skal stige 31 procent i løn. Nu skal byrådspolitikerne selv tage stilling til, om deres løn også skal stige.

Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Fra nytår får landets borgmestre en lønstigning på 31 procent.

Det betyder, at borgmestrene i fremtiden får lidt over 800.000 kroner om året i en lille kommune som Morsø eller Lemvig. I en mellemstor som Holstebro eller Skive får borgmesteren en lille million, mens de i store kommuner som Herning, Silkeborg og Viborg fremover kan hæve 1,1 millioner kroner.

Jeg synes, det er meget ubehageligt faktisk.

Lone Langballe, Byrådsmedlem, Dansk Folkeparti, Viborg Kommune

Det er Folketinget, der har besluttet lønstigningen, og det er derfor også statskassen, der betaler. Når borgmestrenes løn stiger, kan byrådspolitikernes løn det også. Eneste dilemma er, at politikerne selv skal tage stilling til det, og pengene skal komme fra kommunekassen.  

I Viborg skal politikerne på et byrådsmøde onsdag finde ud af, om de skal have mere i løn. Lone Langballe, DF, fra Viborg Kommune er en af de politikere, der skal stemme om sin egen løn.

- Jeg synes, det er meget ubehageligt faktisk, siger Lone Langballe.

Byrådet i Viborg har sparet mange steder, så moralsk mener hun, det er forkert at hæve politikernes løn her og nu.

- På nuværende tidspunkt synes jeg ikke, vi skal gøre det. Vi har ikke pengene i kassen, siger hun.

Per Møller Jensen fra Socialdemokratiet i Viborg Kommune sidder i samme dilemma. Han synes, at byrådet skal tage skridtet, selvom en lønstigning vil møde kritik.

Et byrådsmedlem i Viborg får godt 100.000 om året i fast løn. Dertil kommer en række udvalgsvederlag, som bliver beregnet ud fra borgmesterens løn. Så når borgmesteren får mere, så får resten af byrådet det også - med mindre de selv beslutter noget andet.

I Favrskov Kommune har man allerede besluttet, at man ikke ønsker en lønstigning til byrådspolitikerne.