Byrådsmedlem kritiserer kandidat for FCM-kritik

Venstres Brian Bøge Christensen undrer sig over Henrik Kraglunds FCM-kritik. Han genkender ikke kritikken - efter 11 år i klubben.

Brian Bøge
Foto: arkivfoto

Det har vakt harme hos Venstres Brian Bøge Christensen, at én af Fælleslistens spidskandidater, Henrik Kraglund, kritiserer FCM og tidligere har udtalt, at klubben driver sort slavehandel.

- Når det er så faktuelt fejlagtigt, hvad han siger, skal han undersøge sagen, inden han udtaler sig. Det gavner ingen, at han udtaler sig før, siger han.

Brian Bøge er byrådsmedlem og kandidat i Ikast-Brande Kommune - og så har han været massør i FC Midtjylland fra 1999-2010. Både på akademiet og for Superliga-truppen. Han har sammen med sin familie været vejleder for Izunna Uzochukwu, der i dag spiller i OB. Så han kan ikke genkende Henrik Kraglunds kritik.

- Det ramte mig, for jeg synes, vi har prøvet at være ordentlige i forhold til de unge mennesker. Jeg synes, det er dybt godnat, at vi har en person i Ikast-Brande Kommune, der ikke ved, hvad FCM laver med sit akademi, forklarer Brian Bøge Christensen.