Byggeskandale: Kontrol er mangelfuld

Kontrollen med byggematerialer er dårlig og mangelfuld. Sådan lyder kritikken nu fra flere kanter. Den kommer i kølvandet af sagen om fugtige MGO-plader - en sag som kaldes for den største byggeskandale i årtier.

mgo-plade.jpg

Renoveringen blev en kvart million kroner dyrere end planlagt, men det kunne have endt med en noget større ekstraregning for et byggeprojekt i Videbæk.

Boligselskabet Bo MidtVest var i gang med at renovere i begyndelsen af året, men så fik de et praj om, at noget var grueligt galt. En leverandør fortalte, at der kunne være problemer med vindspærrepladerne. Det fik selskabet til at pille dem ned igen - hurtigt.

- Heldigvis havde vi ikke fået sat de yderste facadeplader op (udenpå vindspærrepladerne red.) - men vi var lige klar til det, siger Flemming Roi Madsen, projektleder hos Bo MidtVest.

Havde leverandøren ikke advaret boligforeningen, så havde de aldrig fattet mistanke til pladerne. Kontrollen er for dårlig, lyder kritikken i dag.

- Som bygherre er vi ikke i stand til selv at analysere, hvad der er på markedet i dag. Så derfor ville det være rart, hvis der var en eller anden instans, der kunne analysere, hvad der er på markedet, siger Flemming Roi Madsen.

Kontrol tages op med ministeren

Hos Dansk Byggeri er de ikke overraskede over, at vindspærrepladerne slap uden om kontrollen. Overvågningen er nemlig særdeles mangelfuld.

- Der kan man sige, at her er et hul i kontrolordningen. Det tager ikke højde for den her situation, siger projektdirektør ved Dansk Byggeri Henrik Fausing.

Ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren bruges der årligt cirka 3 millioner kroner til kontrol af byggematerialer. Til sammenligning omsatte de danske byggecentre sidste år for over 50 milliarder kroner.

- Jeg synes jo nu, at den ansvarlige minister må tage en dialog med de ansvarlige i branchen, så vi kan få en bedre kontrol med byggematerialerne, før de kommer ud på markedet siger MF Dennis Flydtkjær (DF), der nu vil tage sagen op med Transport- og Bygningsminister Hans Chr. Schmidt.

Trafik- og Byggestyrelsen siger i dag til TV MIDTVEST, at de først vil udtale sig, om der er behov for at forbedre kontrollen efter en diskussion med byggemarkedets parter i næste uge.

Det kommer til at koste op mod en milliard kroner at udbedre byggeskandalen på landsplan.

2:06
Kontrollen med byggematerialer er dårlig og mangelfuld - sådan lyder kritikken nu fra flere kanter