Byggeri af Baneby skudt i gang

De første opmålinger til millionprojektet, Viborg Baneby, blev lavet i dag. 1.700 nye boliger er på vej til viborgenserne.

Viborg Baneby
Foto: Viborg Baneby

Planlægningen begyndte for flere år siden, og i dag gik Viborg Kommune så i gang med at føre de store visioner for Viborg Baneby ud i livet.

Det er området omkring banegården, der skal forvandles til en helt ny bydel for op mod fem milliarder kroner. Området er 70 hektar stort - eller hvad der svarer til 140 fodboldbaner.

- Det vil være et sted, hvor man går i skole, arbejder, bor, lever, handler ind, og hvor man har sine fritidsaktiviteter, siger Rikke Gramstrup Jensen, der er projektleder for Viborg Baneby.

1.700 nye boliger

Der bliver både plads til erhverv- og kontorarbejdspladser, daginstitutioner, plejehjem og et helt nyt erhvervsgymnasium. Og så skal der bygges 1.700 nye boliger, der gerne skulle lokke 3.500 nye indbyggere til.

- Det betyder fantastisk meget for Viborg by og hele kommunen. Det betyder, at vi kan fastholde bymidtens centrum som en stærk metropol for området med et stærkt handelsliv, aktiviteter. Det betyder alt, siger Lars Norup, chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad.

Viborg Kommune investerer omkring 220 millioner kroner i projektet. Hele bydelen skal efter planen stå færdig om 15-20 år.