Byggeboom i Midtjylland

Frem mod år 2020 skal der laves nye offentlige byggeprojekter i Region Midtjylland for næsten 14 milliarder kroner

140410Byggeboom.jpg

Mens private virksomheder og borgere stadig er meget tilbageholdne, med at få bygget nyt, så er der godt gang i det offentlige byggeri i Region Midtjylland

Staten, regionen og kommunerne skal nemlig bygge for 13,8 milliarder kroner frem mod år 2020, viser nye tal fra Dansk Byggeri.

Sygehus og motorvej

Det er blandt andet det nye sygehus i Gødstrup, en tilbygning af sygehuset i Viborg og en ny motorvej mellem Herning og Holstebro, der sætter gang i håndværkerne.

- Investeringerne vil skabe mange arbejdspladser, og det kommer i høj grad til at kunne mærkes i lokalområdet. Samtidig er der tale om byggerier, der er nødvendige. For eksempel er der brug for mere plads og nye faciliteter på vores supersygehuse, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Andreas Fernstrøm.

Godt tidspunkt

Alene i år og til næste år bygger det offentlige for 6,6 milliarder kroner i Midtjylland.

- Det er et godt tidspunkt at sætte byggeprojekter i gang for alle parter. På grund af krisen er det billigt for staten, regionerne og kommunerne at bygge i øjeblikket, og bygge- og anlægsvirksomhederne har god plads i ordrebøgerne, fordi der ikke er så mange private investorer, som bygger, siger Andreas Fernstrøm.

Der skal i alt laves nye offentlige byggeprojekter for 64 milliarder kroner i hele Danmark i perioden 2014-2020.