Byggeaffald efterladt på boldbaner: Den skyldige nægter at fjerne det

En 24-årig mand indrømmer, at han har efterladt massevis af byggeaffald på en fodboldbane, men han nægter at fjerne det igen.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Boldbanerne ved Skive Seminarium flyder med byggeaffald. En ret usædvanlig situation, hvor den skyldige nægter at fjerne det. Det forklarer politiet.

Byggeaffaldet tilhører en 26-årig mand fra Skive by. I bunkerne af isolering, gipsplader og malerbøtter fandt politiet frem til kvitteringer og andet, som pegede på den 26-årige mand.

Det virker besynderligt

Niels Bach, Politiassistent, Skive Lokalpoliti

Manden indrømmer da også, at det er hans affald, men han vil ikke fjerne det. Han forklarer, at han har bedt en 24-årig mand om at skille sig af med det.

Inden politiet får fat i den 24-årige, henvender han sig selv til politiet, da han hører, de roder i sagen – og affaldet. Han indrømmer, at det er ham, som har smidt affaldet på boldbanerne. Forklaringen på den mærkværdige placering er, at han ikke kunne finde en losseplads.

Nægter at fjerne affaldet

Da politiet så spørger manden, hvornår han kommer og henter det, nægter han at gøre det.

- Vi har ikke før været udsat for, at når vi finder pågældende, så vil de ikke fjerne det igen. Det virker besynderligt, siger Niels Bach, politiassistent ved Skive Politi.

Den 24-årige, som har efterladt affaldet, vil blive sigtet for brud på affaldsbekendtgørelsen. Derudover retter politiet nu henvendelse til kommunen, så affaldet bliver fjernet. Herefter følger der en regning for kommunens tid og ressourcer.

Læs også Indbrud hos guldsmed: - Det virker lidt amatøragtigt