Bybusser med bryster skaber debat

En reklame for kunstige bryster på bybusser har sat gang i en debat. En politiker fra Viborg vil have brysterne fjernet.

"Kom og køb et sæt nye bryster." Det er budskabet på bybusser flere steder i landsdelen. Men det kan have en skadelig effekt, at bybusserne kører rundt med reklamer for kunstige bryster, mener en politiker fra Viborg. Derfor har SF'eren Signe Munk klaget til Midttrafik for at få fjernet reklamerne fra busserne.

- Bryster er ikke problemet i sig selv. Problemet er, at vi skal stilles i udsigt, at vi ikke er gode nok, som vi er. Og derfor skal vi have en plastikoperation, siger SF'eren fra Viborg. 

- Hvis de ikke får fjernet reklamerne, så synes jeg, at de skylder mig, og de unge kvinder, som skal glo på de her reklamer en forklaring på, hvorfor de synes det her er i orden, fortsætter hun. 

Mener ikke det er i strid med reglerne

Det er trafikselskabet Arriva, der har kontrakt med Midttrafik om buskørsel i Viborg, og derfor er det Ariva, der har ansvaret for reklamerne på busserne. 

- Det er selvfølgelig ikke hensigten, at man skal føle sig stødt over det, men vi har ikke fundet anledning til, at de her reklamer på nogen måde er i strid med de regler eller aftaler, der er lavet på området, siger Pia Hammershøy, der er kommunikationschef i Arriva.

Bybusserne har også bryster i flere af de større byer i landsdelen.

01:50 Luk video