Butikstyveri udviklede sig til røveri

Kvinden bag et tyveri i Brande stak af, da hun blev stoppet. Nu er hun efterlyst for røveri.

Politiet har siden kl. 19:15 ledt efter kvinden, som de mener står bag. Men indtil videre uden held. Foto: martin sylvest Andersen, Scanpix

Klokken kvart over syv forsøger en kvinde at stjæle kaffe fra supermarkedet Meny på Storegade i Brande. Og det stopper ikke kvinden, at de ansatte i butikken bemærker tyveriet.

- Da hun er på vej ud til sin bil, bliver hun stoppet af en butikskontrollant. Men kvinden skynder sig at kaste kaffen ind i bilen for at køre afsted, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi.

Indtil nu har kvinden gjort sig skyldig i tyveri, men det ændrer sig hurtigt til røveri:

- Da hun skal til at køre, stikker butikskontrollanten hånden ind i bilen for at tage hendes nøgler. Men hun sætter i gang, og da hun kører afsted, bliver han væltet omkuld, lyder det fra vagtchefen.

Butikskontrollanten kom ikke til skade ved episoden, men vagtchefen uddyber, at der er tale om røveri, når nogen anvender vold for at få det stjålne i sikkerhed.

Politiet kender gerningskvinden

Da butikskontrollanten er kommet sig over episoden, kontakter han politiet og kan bl.a. oplyse bilens registreringsnummer. Men selv uden det har politiet en klar idé om, hvem der står bag.

- Vi har kendskab til en 26-årig kvinde, der står bag flere lignende indbrud. Bilen viser sig at tilhøre en af hendes bekendte, så vi er faktisk næsten 100 procent sikre på, at vi ved, hvem der er tale om, forklarer Jens Claumarch.

Kvinden kommer fra Brande, men det er endnu ikke lykkedes politiet at anholde hende.

- Vi har talt med hendes familie, og hun er godt klar over, at vi leder efter hende. Vi har bedt hende om at møde op politistationen og pakke en lille taske, for hun bliver ikke løsladt igen lige foreløbig, siger vagtchefen.

Når den 26-årige kvinde er i politiets varetægt, forventer han, at hun vil blive fremstillet i grundlovsforhør og formentlig varetægtsfængslet, mens politiet samler de forskellige sager, som de mener, at den 26-årige kvinde er impliceret i.

Faktisk er der tale om lidt af en nichetyv. Af uransalige årsager er det ifølge vagtchefen altid kaffe, den 26-årige går efter – nærmere betegnet Rød Merrild 103.