Kvalitetsbevidst butikstyv anholdt med 189 flasker vin og spiritus

Kvalitetsbevidst butikstyv anholdt med 189 flasker vin og spiritus

Mandag aften anholdt politiet en 53-årig mand fra Viborg. I sin bil havde han 189 flasker dyr vin og spiritus, som var stjålet fra forskellige supermarkeder.

124 flasker Amarone, 5 flasker Brunello, 10 flasker vodka og 50 flasker champagne. Alt sammen stjålet fra forskellige supermarkeder. Det var, hvad politiet mandag aften fandt i bilen hos en 53-årig mand fra Viborg.

Ifølge anklager Gorm Søgaard Lund kørte den 53-årige viborgenser rundt mellem supermarkeder på en strækning fra Aarhus til Struer, hvor han stjal de mange flasker spiritus.

Men da han nåede Struer, gik den ikke længere. Her blev han afsløret af en butiksdetektiv, som kontaktede politiet. Betjentene kiggede også i mandens bil, som var godt læsset op med de alkoholiske tyvekoster.

De mange flasker vin og spiritus skulle videresælges til en mand i Sverige.

Den 53-årige viborgenser blev anholdt og er tirsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.