Butikscenter i Silkeborg bliver alligevel ikke til noget

Et butikscenter i Silkeborg bliver alligevel ikke til noget. Nu har entreprenøren bag andre planer med grunden.

Butikscenter i Silkeborg
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Et ellers planlagt butikscenter bliver ikke til noget i Silkeborg. Det skriver Midtjyllands Avis.

- Vi vurderer, at vi ikke kan nå i mål med vores ambition om at bygge et stort butikscenter med 55 til 60 butikker. Vi er nemlig ikke lykkedes med at indgå nok aftaler med nye lejere, så det er forsvarligt at sætte gang i projektet, siger Asger Enggaard, der er direktør i entreprenørvirksomheden, A. Enggaard, som står bag.

Byggeplanerne bliver dog ikke lagt fuldstændig i graven. Det center, der ligger på grunden nu, og som har stået tomt siden 2015, skal rives ned. 

- I stedet for et stort butikscenter vil vi bygge nye boliger med tre til fem butikker i stueplan, fortæller Asger Enggaard.

Det er den samme entreprenør, som også var primus motor på Enghavecenteret i Holstebro. Et byggeprojekt, der ligeledes blev droppet.