Busser stormer frem: - Behageligt og billigere end toget

Mens DSB oplever en tilbagegang i antallet af passagerer, får firmaer som Rødbillet en fremgang. De regner med flere end én million passagerer i 2017.

Bodil Hare er en af de kunder, der har skiftet toget ud med bussen, når hun skal til København.
Bodil Hare er en af de kunder, der har skiftet toget ud med bussen, når hun skal til København.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

- Jeg syntes ikke, at det var særligt kundevenligt, og de har jo skåret servicen væk. Man kan ikke engang købe vand i toget, siger Bodil Hare om DSB. 

Bodil Hare er en af mange, der er gået væk fra at køre med DSB. I stedet kører hun med Rødbillet. Der er mange grunde til, at hun har valgt toget fra og bussen til, men en af dem er prisen. 

- Jeg synes, at det er behageligt, og så er det billigere end at køre med toget, siger Bodil Hare. 

Og det er ikke småpenge, der er forskellen på at køre med bus fremfor tog. Fra Holstebro til København koster det for eksempel 418 kroner at køre på en standardbillet med toget, mens det kun koster 198 kroner med Rødbillet. 

- Det behøver ikke koste 400 kroner til København

Hos Rødbillet melder de, at de får flere passagerer. Sidste år havde de i underkanten af en million passagerer, men de regner med, at de får flere passagerer i år. 

Mens Rødbillet ikke kender den præcise årsag til deres fremgang, så har de visse formodninger. 

- Jeg tror både, at der kommer flere rejsende, men jeg tror også, at folk har indset, at det ikke behøver koste 400 kroner at komme til København, siger Søren Melin, som er koordinator hos Rødbillet. 

- Vi har en formodning om, at kunderne er utilfredse med det, der var før, og nu er der kommet et alternativ, som er billigere, og ikke så meget langsommere, siger Søren Melin videre. 

I 2016 havde Rødbillet mellem 800.000 og 900.000 passagerer, hvilket var en fremgang i forhold til 2015 på over 60%. 

2:09