Buschauffør overfaldet og røvet

Buschauffør overfaldet og røvet

En mand slog en buschauffør og frarøvede ham bussens omsætning på rutebilstationen i Kjellerup.

Et møgfald, et slag i ansigtet og så frarøvet bussens omsætning. Det var den ubehagelige oplevelse, der ventede en buschauffør, da han nåede til endestationen i Kjellerup søndag morgen.

En 25 til 30-årig mandlig passager på bussen der kørte fra Viborg til Kjellerup blev så rasende over at bussen ikke kørte til Silkeborg, at han slog buschaufføren og derefter frarøvede ham bussens omsætning. 

- Jeg ved ikke præcis hvor mange penge, det drejer sig om. Men det var nogle tusinde kroner, siger vicepolitikommisær ved politiet i Silkeborg, Bent Riber Nielsen.    

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser manden der beskrives som:

- 25- 30 år- omkring 190 cm høj- muskuløs til kraftig af bygning- med en "flammeagtig" tatovering på højre side af halsen- under røveriet var han iført en sort fleece hue, blå jeans, sorte læder handsker, en kort, hvid skijakke med spraglet mønster.

Midt- og Vestjyllands Politi tager imod oplysninger, der kan hjælpe i sagen på telefon 114.