Buschauffører nedlægger arbejde i Herning

Bybusserne i Herning kører ikke som planlagt, fordi chaufførerne tirsdag morgen har nedlagt arbejdet.

Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Passagerer i Herning skal finde nye måder at komme på arbejde og i skole tirsdag morgen. Arrivas buschauffører har valgt at nedlægge arbejdet, så bybusserne ikke kører som sædvanligt.

Midttrafik skriver på deres hjemmeside, at arbejdsnedlæggelsen blandt chaufførerne hos Arriva i Herning sker på grund af overenskomststridigheder. Hvad det mere præcist drejer sig om, vil de ikke komme ind på.

I samme omgang beklager Midttrafik de problemer, som arbejdsnedlæggelsen medfører for byens borgere. Tirsdag morgen ved Midttrafik endnu ikke, hvornår chaufførerne genoptager arbejdet.

Opdatering: Busserne kører igen som planlagt, efter chaufførerne har valgt at genoptage arbejdet.