Buschauffør udsat for røveri af tre maskerede mænd

En 52-årig buschauffør blev fredag aften udsat for et groft røveri i Silkeborg.

Politi.dk vaebenskjold.jpg

Fredag aften mellem kl. 19.35 og 19.40 gik en buschauffør fra Arriva ud for at tømme bussens skraldespand på busholdepladsen på Drewsensvej i Silkeborg. Her blev han passet op af en maskeret mand.

- Den maskerede mand sagde "giv mig pengene" og holdt ham hen, siger Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Imens løber en medgerningsmand ind i bussen og brækker vekselapparatet fra. En tredje gerningsmand holder vagt lidt længere henne. Efterfølgende løb de tre mænd i vestlig retning forbi gruspladsen på Drewsensvej.

- De brugte ikke våben, men var truende og forklarede ham, at de ville have pengene, siger Ole Vanghøj, som ikke vil oplyse, hvor mange penge der var i vekselapparatet.

De tre røvere beskrives stort ses ens. De er mellem 30 og 35 år, 170-175 cm høje, almindelige af bygning og taler dansk. De var alle maskeret med en sort elefanthue. En var iført sort jakke og mørke bukser, en anden i mørk jakke og den sidste i mørkt tøj. 

- Vi kan ikke sige, om røverne har haft en bil holdende i nærheden, men vi vil meget gerne høre fra vidner, siger Ole Vanghøj.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.