Busbesparelser: Her er ruterne, der kan blive nedlagt

16 busruter i Midt- og Vestjylland risikerer at blive sløjfet, når Region Midtjylland skal finde ud af, hvor der skal spares.

Region Midtjylland skal spare 40 millioner kroner på kollektiv trafik. Foto: Scanpix / Claus Fisker

Det er et puslespil af den helt store slags, som Region Midtjylland lige nu er ved at lægge.

I alt 27 ruter er i spil, når regionen skal finde ud af, hvordan man skal spare 40 millioner kroner ud af et budget på 343 millioner kroner til den kollektive trafik. 

Læs også 27 busruter på landet er i fare i sparerunde

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) bekræfter over for Jyllands-Posten, at der skal findes store besparelser i Midtjylland. Hele bruttolisten kan ses her på Region Midtjyllands hjemmeside.

- Det vil nok primært ramme de busruter, der ikke transporterer så mange, eller ruter, der i virkeligheden primært laver kommunal kørsel, siger Kühnau til JP.

Læs også Finansminister undrer sig over regionale besparelser på busruter

16 ud af de 27 ruter er i Midt- og Vestjylland. Hvis alle 27 foreslåede ruter blev nedlagt, ville regionen kunne spare omkring 60 millioner kroner - helt præcis 60.348.408 kroner. Det inkluderer 8.110.034 kroner. til administration og rejsekort. Der er altså ikke nødvendigvis tale om, at samtlige ruter vil blive nedlagt, når regionen skal spare 40 millioner kroner.

Lige nu forsøger Region Midtjylland at få de berørte kommuner til at overtage busruterne eller betale til kørslen. Bliver de ikke enige, kan ruterne blive lukket, oplyser regionsrådsformanden.

Her er de midt- og vestjyske busruter, som kan blive nedlagt

  • Rute 11: Herning - Arnborg - Skarrild - Karstoft. Regionens besparelse er på 384.909 kr.
  • Rute 12: Herning - Aulum - Holstebro. Regionens besparelse er på 1.761.404 kr.
  • Rute 19: Herning - Hammerum - Fasterholt. Regionens besparelse er på 351.123 kr.
  • Rute 23: Holstebro - Struer. Regionens besparelse er på 734.742 kr.
  • Rute 50: Viborg - Løgstrup - Skive. Regionens besparelse er på 4.195.556 kr.
  • Rute 59: Viborg - Møldrup - Aalestrup. Regionens besparelse er på 1.611.300 kr.
  • Rute 69: Skjern - Tarm - Nr. Nebel. Regionens besparelse er på 1.457.420 kr.
  • Rute 75: Bjerringbro - Rødkærsbro - Kjellerup. Regionens besparelse er på 1.028.979 kr. 
  • Rute 77: Herning - Ikast - Bording - Silkeborg. Regionens besparelse er på 1.778.705 kr.
  • Rute 110: Horsens - Brædstrup - Silkeborg. Regionens besparelse er på 1.904.066 kr.
  • Rute 112: Silkeborg - Sorring - Aarhus. Regionens besparelse er på 3.857.333 kr.
  • Rute 114: Aarhus - Hammel - Viborg. Regionens besparelse er på 1.056.100 kr.
  • Rute 130: Ikast - Hammerum - Gjellerup - Sunds - Ilskov - Simmelkær. Regionens besparelse er på 333.682 kr.
  • Rute 311: Skanderborg - Ry - Silkeborg. Regionens besparelse er på 248.126 kr.
  • Rute 914X: Aarhus - Hammel - Viborg. Regionens besparelse er på 345.099 kr.
  • Rute 926X: Viborg - Vejle. Regionens besparelse er på 0 kr. Ressourcerne foreslås overflyttet til at styrke rute 960X Viborg - Silkeborg til Horsens.