Bus gled ned af skrænt: Otte passagerer fik en slem forskrækkelse

Glatte veje var formentlig årsagen til, at en bus i eftermiddags gled flere meter ned af en skrænt.

Bussen endte på siden.
Bussen endte på siden.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

En bus med otte passagerer røg tidligere i dag ud over vejkanten syd for Ørnhøj.

Det var formentlig de glatte veje, der sendte bussen ned ad skrænten, hvor den landede på den ene side.

Uheldet skete ved tre-tiden i eftermiddags lidt syd for Ørnhøj.

Ifølge lokale vidner var der flere skoleelever blandt passagerne. Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at ingen kom alvorligt til skade.

Diesel i lille å

Diesel fra bussen lækkede dog ned i en lille bæk, og derfor måtte beredskabet rykke ud.

- Vi kan konstatere, at en del diesel er røget ned i en lille å. Det er så fortyndet, at vi ikke har kunne spore det, men vi har været i kontakt med en miljømedarbejder ved Herning Kommune, og de får det under kontrol, forklarer indsatsleder Michael Jacobsen. 

Der var otte passagerer om bord, men ingen er kommet tilskade.
Der var otte passagerer om bord, men ingen er kommet tilskade.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST