Budgetforlig på plads

Alle partier i Herning Kommune bakker op om budgetforliget for 2014.

Herning_20Kommune_201.jpg

Det er følgerne af folkeskolereformen, som fylder allermest i det budgetforlig, som alle partier i Herning Kommune sent onsdag aften blev enige om.

Som noget nyt har kommunen valgt at oprette en såkaldt skolefond, som udgør de mange lønkroner, som kommunen sparede under lærerkonflikten tidligere på året. Det drejer sig netto om 18,5 millioner kroner, og pengene skal de næste fire år bruges til udgifter i forbindelse med at indfase folkeskolereformen i Herning Kommune.

Budgetforliget indeholder desuden et stort anlægsbudget på omkring 300 millioner kroner, det nye bibliotek, som står færdigt i 2014, byggeriet af en ny 50 meter svømmehal går i gang næste år og Lind Skole skal udbygges og renoveres.

På erhvervsområdet lægges der op til kortere sagsbehandlingstider for landbrugets miljøgodkendelser og mere konkurrenceudsættelse.

- Jeg vil gerne rose samtlige partier i byrådet, for at de tager medansvar for kommunens budget. Vi har tradition for brede budgetforlig her i kommunen, og jeg er glad for, at den tradition fortsætter med budget 2014, siger Lars Krarup, Borgmester, Venstre, Herning Kommune.