BSV-spillere får karantæne og bøde

BSV-spillere får karantæne og bøde

En sag om matchfixing mellem håndboldklubberne Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske er nu afgjort: Otte spillere fra Bjerringbro-Silkeborg får karantæne og bødestraf.

DIF's matchfixingnævn har de seneste måneder behandlet en sag om matchfixing i forbindelse med sidste runde af herrernes håndboldliga.

Otte spillere fra den daværende Bjerringbro-Silkeborg-trup har nu hver fået en spilledags karantæne samt en bøde på 1.000 kr.

Det skriver DIF i dag i en pressemeddelelse.

- Spillerne er ikendt en relativt mild sanktion, men der er dog tale om karantæne. Der er ikke tale om matchfixing, men om en anden og mildere form for uetisk adfærd, forklarer Torben Jessen, der er formand for matchfixingnævnet.

BSV-spillerne lovede i juni måned 15.000 kr. til Sønderjyske-spillernes bødekasse, hvis holdet vandt grundspillets sidste kamp mod Skanderborg. Det ville nemlig sikre Bjerringbro-Silkeborg en plads i slutspillet.

Da Sønderjyske vandt kampen, skiftede 15.000 kr. hænder, og det er altså derfor at otte af de daværende Bjerringbro-Silkeborg-spillere nu bliver straffet.

Vælger selv karantæne-kamp

Som noget helt særligt skal karantænen ikke udstås med det samme, men på en valgfri spilledag inden d. 1. december 2014. Alligevel mener klubbens direktør, at det kan få betydning:

- Der er ikke nogen lette kampe i herreligaen, så det er selvfølgelig en klar straf at skulle mangle så dygtigere spillere, forklarer Frank Lajer.

Kun fire af de straffede Bjerringbro-Silkeborg-spillere er stadig en del af truppen i dag. Her er tale om Nikolaj Ø. Nielsen, Dennis Kirkegaard, Mathias Madsen og Kristian Kjelling. I Bjerringbro-Silkeborg-lejren møder straffen i dag stor forståelse.

- Der er har jo ikke været tvivl om, at reglerne har været overtrådt, og derfor er det også fair med en konsekvens. Spillerne må selv tage stilling til, hvad de synes om straffens omfang, lyder det fra Frank Lajer.

De fire tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spillere, der i dag også er blevet straffet for at overtræde DIF's regler om uetisk adfærd, er Mads Ø. Nielsen, Chris Holm Jørgensen, Jannik Green og Rasmus Nielsen.

18 spillere fra Sønderjyskes daværende trup er ligeledes blevet straffet med en dags karantæne og en bøde på 1.000 kr. for at tage imod de 15.000 kr. Her er tale om: Anders Petersen, Andreas Nielsen, Henrik Storm Pedersen, Oliver Eggert, Simon Kristiansen, Christopher Huus, Claus Kjeldgaard, Morten Thrane, Casper Zachariassen, Kasper Køser Thomsen, Kenneth Bach Hansen, Steffen Riisbøl, Andreas Toudahl, Martin Kærgaard Pedersen, Daniel Eggert, Magnus Gullerud, Anders Zachariassen og Mike Paulsen.