BSV sejrer og sender Ribe-Esbjerg langt fra slutspillet

Ribe-Esbjergs slutspilsdrømme led et knæk, da holdet i slutminutterne blev løbet over ende af BSV.

Nikolaj Markussen
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det bliver vanskeligt for Ribe-Esbjerg at gentage sidste års flotte slutspil, hvor det undertippede hold nåede frem til DM-semifinalerne i herrehåndbold.

Onsdag aften tabte holdet på udebane med 27-30 til Bjerringbro-Silkeborg (BSV), og det efterlader Ribe-Esbjerg i en svær situation inden de sidste fire kampe i grundspillet.

Ribe-Esbjerg ligger på tiendepladsen og har fire point op til en plads i top-8, som får adgang til slutspillet.

BSV bliver med sikkerhed blandt slutspilsdeltagerne. Sejren over Ribe-Esbjerg ændrer dog ikke holdets placering i tabellen, hvor BSV fortsat er nummer tre.

BSV dårligst fra start

I onsdagens kamp var det undertippede gæstehold godt med i hele kampen.

Første indikation på det kom efter 18 minutter, hvor BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen så sig nødsaget til at tage en timeout ved stillingen 5-6 til Ribe-Esbjerg.

Trænerens opsang og justeringer virkede, for hjemmeholdets scoringsfrekvens steg mærkbart frem mod pausen. Da haluret havde rundet 30 minutter, var BSV i front med 13-10.

Der skulle gå otte minutter af anden halvleg, før kampen atter var lige, da Ribe-Esbjerg-profilen Lukas Karlsson udlignede til 16-16.

Ribe-Esbjerg nåede også at komme foran en enkelt gang i anden halvleg, da Jacob Holm gjorde det til 22-21 efter fem scoringer til udeholdet i træk.

Det var dog ikke nok, for i kampens slutfase fik BSV igen gang i målmaskinen og kunne derfor sætte to point ind på kontoen.

HCM fik smæk hjemme - og Skjern sejrede ude

Andetsteds dummede Århus Håndbold sig i lokalopgøret mod Skanderborg. I egen hal tabte aarhusianerne med 24-30 til Skandergborg, der inden kampen lå næstsidst.

Århus indtager sjettepladsen, men får vanskeligt ved at hente Aalborg og TTH Holstebro på pladserne over efter nederlaget.

Lige under Århus Håndbold ligger KIF Kolding København efter en storsejr på 37-24 over formsvage HC Midtjylland.

Aalborg slog Mors-Thy med 25-21, inden topholdet Skjern rundede onsdagens kampe af med en sejr på 32-29 ude over Nordsjælland Håndbold.

/ritzau/