BSV-præstation i Paris giver et godt afsæt til nøglekamp

Trods et nederlag til PSG ser Peter Bredsdorff-Larsen optimistisk frem mod nøglekamp i Champions League.

- Vi tager fra Paris med en god oplevelse, for det er ikke tit, vi spiller kampe, hvor mindre end en sejr kan gøre det, siger Peter Bredsdorff-Larsen efter lørdagens kamp mod PSG.
- Vi tager fra Paris med en god oplevelse, for det er ikke tit, vi spiller kampe, hvor mindre end en sejr kan gøre det, siger Peter Bredsdorff-Larsen efter lørdagens kamp mod PSG.

De danske mestre i herrehåndbold, Bjerringbro-Silkeborg (BSV), måtte lørdag aften tage fra udekampen mod Paris-Saint Germains stjerner uden point men med en god oplevelse.

Mange af de positive takter fra kampen mod Mikkel Hansen og co. skal gentages, hvis BSV skal vinde nøglekampen i Champions League mod polske Wisla Plock i næste uge.

Det siger cheftræneren for BSV, Peter Bredsdorff-Larsen, efter lørdagens 27-32-nederlag mod PSG.

- Vi var godt med hen i anden halvleg, hvor vi var nede med tre mål. Det er muligt, at vi ikke var tæt på point, men når man kun er nede med tre mål, og modstanderen begynder at spille syv mod seks, så har man en fornemmelse af, at mange ting er gået godt.

- Vi tager fra Paris med en god oplevelse, for det er ikke tit, vi spiller kampe, hvor mindre end en sejr kan gøre det. Det kan vi tage med videre til kampen i Plock, siger træneren.

Gode minder fra første kamp

Før kampen mod polakkerne ligger BSV nummer syv, mens Wisla Plock er nummer seks i den otte hold store gruppe. De seks bedste går videre til knockoutfasen i turneringen, og BSV skal formentlig vinde udekampen. 

Jyderne har gode minder fra den første kamp mod polakkerne efter en storsejr i oktober.

- Vi slog Wisla Plock med ni mål på hjemmebane i vores absolut bedste præstation i den her sæson, og vi skal ned og lave en tilsvarende præstation.

- Det er vores mulighed for at udleve den teoretiske drøm om, at vi kan komme videre fra den her hårde pulje. Vi skal klare tingene selv, og det kræver formentlig en sejr nede i Plock, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Gruppen tæller også storhold som Barcelona, Kiel, Flensburg-Handewitt og Veszprem.

/ritzau/