BSV knækker afbudsramt Skjern-mandskab

Bjerringbro-Silkeborg vandt på hjemmebane over Skjern og konsoliderede dermed tredjepladsen i ligaen.

BSV.jpg

Skjern kunne med en sejr på udebane over Bjerringbro-Silkeborg (BSV) avancere til tredjepladsen, men det lykkedes ikke.

BSV, der netop er det hold, som indtager tredjepladsen, vandt 25-21 over Skjern og holdt de nærmeste håndboldrivaler på afstand - nu med en difference på tre point.

Skjern har 28 point efter 23 kampe på femtepladsen, mens BSV nu har 31 point efter lige så mange kampe.

BSV-stregspilleren Michael V. Knudsen afgjorde med sit sjette mål kampen med scoringen til 25-20, inden Skjern fik reduceret en enkelt gang.

Skjern var uden profilerne Nikolaj Markussen og Kasper Søndergaard, og det var for stor en svækkelse.

- Det kunne ses på resurserne. Skjern havde nogle vigtige spillere ude, og det var fortjent, at vi vandt, siger BSV-bagspilleren Nikolaj Øris Nielsen til TV2 Sport.

- Det var en hård kamp, det var en fysisk hårdt spillet kamp, siger Nikolaj Øris Nielsen til TV2 Sport.

BSV-keeper Linus Persson stod en fremragende kamp og var medvirkende til hjemmesejren. BSV er nu tre point foran Skjern med to kampe tilbage - ude mod Aarhus Håndbold og hjemme mod GOG.

- Nu får vi højst sandsynligt ikke et point med over i slutspillet, erkender Skjerns Thomas Klitgaard.

/ritzau/