BSV: Frygter islandsk kanonkonge

Veszprems storskytte Aron Palmarsson skal stækkes i Chamions League opgøret

BSV-mandskabet skal præstere på topniveau , hvis de skal have point i dagens dyst mod Veszprem i Champions League Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Bjerringbro-Silkeborg får søndag eftermiddag besøg af ungarske Veszprem i Champions League, og det kræver en indsats på højeste niveau af jyderne, hvis det skal lykkes at få point.
    
Det siger BSV-målmanden Søren Rasmussen, der særligt frygter at blive bombarderet af islændingen Aron Palmarsson og serberen Momir Ilic.
    
- Vi er ude i, at næsten alt skal lykkes. Vi skal sørge for at skabe de rigtige situationer angrebsmæssigt, og defensivt skal vi presse dem til at få de skud, som vi ønsker. Og så kræver det, at vi står godt på mål.
    
 - Palmarsson var ikke med i den første kamp, og det er ham, der skudmæssigt er den stærkeste. Han er måske en af de stærkeste i hele verden. Han er kommet med igen nu, og han skyder bare rigtig hårdt.
    
 - Samtidig skal vi være bedre mod Momir Ilic, som blev deres topscorer med otte mål i vores første kamp mod dem. Det kræver også et ekstra øje på ham, siger den tidligere danske landsholdsmålmand i en pressemeddelelse.
    
En toppræstation af Søren Rasmussen i målet kombineret med stærkt forsvarsspil skal sikre, at BSV kan få nogle "nemme" mål.
    
- Vi skal også gerne have held til at få lidt kontramål. Det lykkedes vi med i Veszprem, og det bliver også vigtigt i hjemmekampen, siger Søren Rasmussen.
    
BSV var tæt på en stor overraskelse i udekampen, som Veszprem akkurat vandt 30-29.
    
De danske håndboldmestre ligger nummer syv ud af otte i sin Champions League-gruppe, hvor de seks bedste mandskaber avancerer.