BSV-back: Vi skal spille sæsonens bedste kamp mod Skjern

Vinderen af tirsdagens kamp mellem BSV og Skjern kåres som dansk mester. Uafgjort udløser en tredje finale.

Sebastian Skube vil gerne have det hele afgjort på hjemmebane tirsdag aften. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der skal inden længe findes en dansk mester i herrehåndbold, og måske vil det hele blive afgjort tirsdag aften.

Læs også Skjern-spiller på årets hold i Champions League

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) tager imod Skjern i den anden DM-finale. Den første endte 29-29 i Skjern.

Det hold, som vinder kampen, bliver dansk mester. Kun uafgjort kan udsætte en guldfest og sende holdene ud i en tredje DM-finale.

BSV-backen Sebastian Skube vil gerne have afgjort det hele på hjemmebane tirsdag aften og undgå en tredje kamp i Skjern.

- Vi er selvfølgelig glade for at være på hjemmebane. Det er lettere at vinde hjemme end ude, men det bliver en virkelig hård kamp med masser af fysik.

- Vi skal virkelig være klar. Vi skal spille sæsonens bedste kamp for at vinde, siger Skube til klubbens hjemmeside.

Den 31-årige slovenske BSV-profil vil udnytte hjemmebanefordelen.

Læs også BSV er klar til DM-finalen

- Der kommer et stort pres. Det er sidste kamp i sæsonen. Håber jeg.

- Alle forventer, at vi vinder. Jeg synes, at vi har spillere med erfaring og nogle unge spillere, der ikke tænker så meget over presset. Vi er klar, og vi giver alt.

- Vi skal håndtere presset så godt som muligt, være rolige, og så skal vi bruge vores publikum, der bakker os op til vores fordel, siger han.

Skube har stor respekt for Skjern, som vandt grundspillet og nåede kvartfinalen i Champions League.

- Skjern har virkelig mange kompetencer. Det er et godt hold, hvor alle spillerne kan lave mål, og de har også et godt og kompakt forsvar med to gode målmænd.

Læs også Skjern leverer comeback i første DM-finale mod BSV

- I denne sæson har vi spillet godt mod dem og vundet to gange, men det har også været, mens de var pressede af mange Champions League-kampe, fortæller Skube.

Skjern-målmand Emil Nielsen mener fortsat, at det er helt lige mellem de to rivaler.

- Det er to hold, som begge har kvaliteterne til at gå hele vejen. Jeg tror, at det bliver lige så tæt som det første opgør i Skjern.

- Heldet og de små marginaler bliver altafgørende, for det er to hold, som spillemæssigt ligger så tæt på hinanden, siger Emil Nielsen til Skjerns hjemmeside.

Kampen tirsdag aften spilles klokken 19.30.

Læs også BSV sætter Aalborg til vægs i intens DM-semifinale