BSV: 11 år med sorte tal på bundlinjen

Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S kan for 11. gang på 11 år præsentere regnskabsoverskud.

Det er ikke kun på banen BSV har grund til at juble. For 11. år i træk har klubben sorte tal på bundlinjen.
Det er ikke kun på banen BSV har grund til at juble. For 11. år i træk har klubben sorte tal på bundlinjen.
Foto: Arkivfoto TV2

Endnu engang kan Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S præsentere overskud. Den midtjyske håndboldfusion har nu rundet de 11 leveår, og det er 11. gang, at der står sorte tal på bundlinjen, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Mandag aften blev klubbens regnskab offentliggjort på generalforsamlingen, og det var en glad bestyrelsesformand, der kunne præsentere overskuddet på 34.744 kr. efter skat.

- Det er en stor glæde, at vi igen kan præsentere overskud i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S. Den økonomiske ansvarlighed er en del af klubbens DNA, lyder det fra Kjeld Morsbøl, bestyrelsesformand i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S.

Egenkapitalen i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S er i det seneste regnskabsår vokset til 4.260.858 kr., og med denne egenkapital lever selskabet op til Dansk Håndbold Forbunds skærpede krav til egenkapitalen.

- Vi har et rigtig godt grundlag med en masse gode og engagerede sponsorer, som trofast bakker op, og som har gjort det muligt for 11. år i træk at komme ud med et regnskab i plus.

DM-titel er en milepæl
11. år blev samtidig det sportsligt mest succesfulde for Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S. I maj vandt klubben det danske mesterskab. Klubbens første titel nogensinde. 

- Det var en milepæl for alle i og omkring klubben. Det har gennem alle årene været målet, at vi på et tidspunkt skulle vinde Danmarksmesterskabet, og DM-titlen er et resultat af mange års hårdt arbejde.

- Jeg vil gerne rose alle i klubben, der hver dag arbejder stenhårdt for, at Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S skal være i toppen af dansk håndbold. Vores lille administration knokler, og vi har et utrolig godt trænerteam, en dygtig sundhedsstab og en ærgerrig spillertrup, fortæller Kjeld Morsbøl, der også ser lyst på fremtiden for den midtjyske håndboldfusion.

Kontinuitet
- Vi vil gerne bevare den kontinuitet, vi har haft, siden vi igangsatte projektet ’Det nye Bjerringbro-Silkeborg’ i år 2014. Vi har fået en god og fast base med Peter Bredsdorff-Larsen som træner, der har forlænget sin kontrakt til år 2019. Vi går fremtiden i møde med stor tro på tingene, siger bestyrelsesformanden.

Efter Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S’ generalforsamling blev en mindre ændring i bestyrelsen foretaget: Administrerende direktør i JYSK Jan Bøgh bliver ny næstformand i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S. Den tidligere næstformand Henrik Holmris, administrerende direktør i Holmris, forsætter som bestyrelsesmedlem.

I indeværende sæson har Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S vundet Super Cup-trofæet, kvalificeret sig til Santander Cup Final4, opnået fire point i syv kampe i Gruppe A i VELUX EHF Champions League og ligger nummer to i 888Ligaen.