Bryllupper væk fra kirken

En række biskopper, blandt dem Karsten Nissen i Viborg, foreslår at fjerne bryllupper fra folkekirken.

K._Nissen.jpg

Få måneder før homoseksuelle får mulighed for at blive gift i folkekirken, vil en række biskopper nu have alle vielser ud af folkekirken.

- Hvis man fjernede den ægteskabsstiftende del fra folkekirken og lod samfundet definere, hvad et ægteskab er civilretligt, så kunne kirken udforme ritualer som kunne imødekomme både heteroseksuelle og homoseksuelle par, siger Karsten Nissen, Biskop i Viborg Stift.

Men at fjerne bryllupet fra kirken er, ifølge socialdemokraten Flemming Møller Mortensen, helt ved siden af:

- Det her er nogle biskoppers modreaktion på det jeg synes er et helt nutidigt krav til folkekirken.

Det socialdemokratiske medlem af Folketingets Kirkeudvalg er bange for, det vil skade mere end gavne at fjerne vielserne.

- Det er skadeligt for folkekirken at komme med sådan et forslag. Det er ikke at tage åbent imod et politisk signal, siger Flemming Møller Mortensen.

Folketinget første-behandler i den kommende uge forslaget, der kan give homoseksuelle ret til at blive viet i folkekirken fra den 15. juni.

2:06
Fjern bryllupet fra kirken. Få måneder før homoseksuelle får mulighed for at blive gift i folkekirken, vil en række biskopper nu have alle vielser ud af folkekirken.