Bruun: Vi blev bortdømt

Team Tvis Holstebro-træner Klavs Bruun Jørgensen mener, at TTH blev bortdømt I pokalfinalen, som holdet søndag tabte til lokalrivalerne fra Skjern.

Klavs_BruunSUR.jpg

TTH -træner og kommende kvindelandsholdstræner Klavs Bruun Jørgensen er stærkt utilfreds med dommerparret Mads Hansen og Martin Gjeding, som dømte pokalfinalen imellem TTH og Skjern håndbold, det skriver Dagbladet Holstebro.

Søndag aften tabte Tvis Holstebro pokalfinalen mod Skjern Håndbold i en tæt kamp, som Skjern først afgjorde i de sidste fem minutter til resultatet 20-24. Dommernes præstation var i følge TTH-træneren en stor del af årsagen.

- Jeg er ikke særlig glad for dem, og jeg håber ikke, at vi skal have dem i de afgørende kampe. Jeg synes, de svinger for meget, og det er til de andres fordel, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Forstår frustrationer, men ikke enig

Dagbladet har talt med den ene af kampens to dommere. Martin Gjeding er godt tilfreds med dommerparrets præstation under finalen i Gigantium i Aalborg.

- Jeg kan godt forstå, at Team Tvis Holstebro er frustreret over at tabe pokalfinalen til rivalerne fra Skjern i en meget tæt kamp, men vi var godt tilfreds med afviklingen af kampen, siger Martin Gjeding mandag til Dagbladet Holstebro.