Brøndby-fyret træner spøger i Viborg

Viborg FF har fem trænerkandidater tilbage på listen over mulige afløsere for knæskadede Ove Christensen.

VFF_bold.jpg

Cheftrænerposten i Viborg FF er ledig, efter en omfattende knæoperation har sat Ove Christensen ud af spillet. Et af de varmeste navne er tidligere Brøndby-træner Auri Skarbalius. Det skriver BT.

Skabalius kan dermed få Superliga-comeback, efter han blev fyret i Brøndby forud for denne sæson. Bestyrelsesformand i Viborg FF, Kim Nielsen, bekræfter over for BT, at Auri Skarbalius er blandt de sidste kandidater til cheftrænerjobbet.

- Jeg kan i hvert fald sige så meget, at han er blandt de fem kandidater, der er tilbage, siger Kim Nielsen.

Siden Ove Christensen i sidste uge meldte sin fratrædelse, har Superliga-oprykkerne endevendt de forskellige emner til cheftrænerposten. Oprindeligt var omkring 20 navne på ønskeseddelen, men efter flere samtaler er der nu fem navne tilbage på listen. Der er altså endnu ikke skrevet under på noget i Viborg.

Klubbens Superliga-hold er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet, hvor mandskabet forbereder sig på forårssæsonens begyndelse. Mandag mødte midtjyderne det tidligere ungarske storhold Ferencvaros i træningskamp, der endte med et 0-1-nederlag til de grønne.