Brøndby frygter dødbolde og Curth

Når Brøndby på søndag gæster oprykkerne fra Viborg, så er der især to ting, som de frygter – dødboldene og Jeppe Curth.

viborg_ff_trup-klynge_1.jpg

Selvom man er oprykkere, så kan man godt få modstanderholdet til at ryste lidt i bukserne alligevel. I hvert fald tager Brøndbys træner, Thomas Frank, det ikke som en selvfølge, at hans hold vinder over oprykkerne fra Viborg.

- Viborg har et erfarent hold og spiller oftest lige op med deres modstandere, og til trods for deres aktuelle placering som nummer 11 har de en stærk defensiv ført an af Mikkel Rask. De er farligst på standardsituationer, men med Jeppe Curth tilbage har de offensivt flere strenge at spille på. Ingen kampe er nemme i Superligaen, og det gælder også kampen mod Viborg, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Selvom Jeppe Curth har sat tre mål ind denne sæson, så har holdet kun formået at score seks mål i 11 superligakampe denne sæson. Sidste gang de to hold mødtes var tilbage i august. Her vandt Brøndby 4-0 over oprykkerne, men det betyder ikke, at de blågule er stærkest på søndag.

- Resultatet i Viborg var vigtigt for os, da det var vores første sejr i Superligaen i denne sæson. Kampen i sig selv var dog langt mere lige, end resultatet antyder. Viborg spillede faktisk en fornuftig kamp, men vi var konsekvente i vores afslutninger, og da vi scorede til 2-0, mistede de lidt pusten, og så lukkede vi kampen, siger Thomas Frank.

Kampen mellem Superligaens nummer 11 og nummer otte begynder søndag klokken 16 på søndag.