Brøndby får alligevel plads på tribunen i Herning

Med hjælp fra avanceret trawl fra en Thyborøn-virksomhed, når FC Midtjylland alligevel at gøre deres udebaneafsnit sikkert, inden Brøndby kommer på besøg om en uge.

fcm_logo_flag1.jpg

Mandag og tirsdag i næste uge får Nordsøtrawl i Thyborøn travlt. Tre mænd skal sy et stort net sammen, der skal hænge ned foran udebaneafsnittet på MCH Arena

- Vi skal jo nå det, som Flemming Ruby, siger direktør i Nordsøtrawl i en pressemeddelse.

Nettet skal hænges op i slutningen af næste uge. Dermed kan Brøndby-supporterne komme ind til kampen, der kan være afgørende for placeringen af både guld- og bronzemedaljerne.

FC Midtjylland droppede ellers udebaneafsnittet i går. Her forklarede FCM, at det skyldtes sikkerhedsmæssige årsager, fordi de ikke kunne nå at etablere et permanent net foran udebaneafsnittet.

Mens Brøndby ikke ville påtage sig ansvaret for udebaneafsnittet, blev de to klubber enige om at afvikle kampen uden fans fra gæsterne.

Kritik fra Brøndby fans

Beslutningen om at droppe udebaneafsnittet har mødt kritik blandt Brøndbys fans. I et indlæg på brondbysupport.dk skriver de, at FC Midtjylland åbenbart ville fejre guldet alene. Ligesom de mener, at FC Midtjylland burde kunne nå at sætte et ordentligt sikkerhedsnet op på de syv uger, de har haft til det.

Hans Krabbe, der er kommunikations- og marketingsdirektør forklarer, at FC Midtjylland har skiftet mening, efter de gav en eventuel løsning et ekstra skud i løbet af Kr. Himmelfartsdag.

- Et så vigtigt opgør uden Brøndby-tilhængere ville ikke være en værdig ramme om en topkamp i Alka Superligaen. Det hørte vi blandt andet fra vores egne tilhængere. Heldigvis var Nordsøtrwal klar til at hjælpe, selv om deres ordrebøger er fyldte. Det gode er, at nettet kan anvendes i den langsigtede løsning, vi ønsker, så vi undgår at investere i noget, vi kun bruger en gang.

Nettet er syet på Nordsøtrawls egen fabrik i Lituaen, og det skal monteres i hele udebaneafsnittets bredde. Det er fremstillet af materialer, der ikke er til at skære i, og som ikke kan antændes. Desuden sikrer design og farve, at det er nemt at se igennem.