Brøndby-træner tirrer FCM: Vi har mere finale-erfaring

Martin Retov kalder det en "kæmpe fordel", at Brøndby har stået i flere pokalfinaler. FCM-spillere er uenige.

Brøndbys cheftræner Martin Retov til dagens pressemøde i Parken.
Brøndbys cheftræner Martin Retov til dagens pressemøde i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

De forsvarende pokalmestre fra Brøndby har de seneste tre år tre gange kæmpet sig frem til pokalfinalen, hvor holdet fredag skal forsøge at genvinde titlen mod FC Midtjylland.

Ifølge Brøndby-træner Martin Retov kan holdets store finaleerfaring få stor betydning for udfaldet af opgøret i Parken. Sidste år slog Brøndby i finalen Silkeborg, mens det året forinden blev til et nederlag til FC København.

- Det er en kæmpe fordel. Når man skal spille de her finaler, så er det utrolig vigtigt, at man har prøvet det før, siger Retov.

Som spiller har han stået i pokalfinaler med både erfarne og uerfarne holdkammerater. Tre gange med Brøndby og en enkelt gang med AC Horsens.

- Jeg kunne tydeligt mærke forskellen på at være på et hold med spillere, der har prøvet det før og ikke, når det kommer til spændingsniveau og ro. Jeg anser det som en kæmpe fordel for os, at mange af vores spillere var med sidste år og i det hele taget har spillet store kampe, siger han.

FCM-anfører ser ikke nogen fordel for Brøndby

FC Midtjylland nåede senest pokalfinalen i 2011, så det er længe siden, at midtjyderne sidst kæmpede med om titlen. FCM-anfører Jakob Poulsen var dengang med til at tabe finalen til FC Nordsjælland. Sidenhen har han været med til at føre FCM til to danske mesterskaber. Generelt køber han ikke udlægningen af, at Brøndby har en fordel.

- Det giver ikke dem en fordel. Jeg tænker, at det afgørende er, at man kan præstere under pres. At man har prøvet det. Om det så lige er i en finale eller i andre store kampe, det betyder ikke så meget, siger han.

Forsvarsspilleren Erik Sviatchenko mener heller ikke, at Brøndby kan bruge sidste års pokaltriumf mod Silkeborg til det store. Kort efter sidste års finale rykkede Silkeborg ud af Superligaen.

- De har stået i pokalfinalen i sidste sæson, men det er en helt anden modstander, de skal op mod nu. Ikke for at forklejne Silkeborg, men jeg tror, at det bliver en helt anden kamp. Det er da fint, at de har en god fornemmelse. Men vi har også spillet rigtig mange vigtige kampe. Pokalfinalen rangerer som en stor kamp, og dem har vi spillet flere af på vores hold, siger Sviatchenko.

Stor opbakning i Parken

Torsdag var der solgt 32.000 billetter til finalen, og langt størstedelen er til Brøndbys fans. Netop den store opbakning tæller ifølge Brøndby-træner Martin Retov også til Brøndbys fordel.

- Hvis ikke det kan give nogle ekstra procent, så ved jeg ikke, hvornår det skulle kunne gøre det. Jeg håber, at vores spillere kan bruge den ekstra opbakning, siger han.

Erik Sviatchenko fortæller, at FCM har forberedt sig som om, at de skal spille på Brøndby Stadion.

- Så det kommer ikke til at gøre nogen forskel, for vi ved, at vi er det bedste hold, siger han.

Fredagens pokalfinale fløjtes i gang klokken 17.